80året for Alderdomshjemmet “SKOVBO”

FATTIGGÅRD – ALDERDOMSHJEM – PLEJEHJEM – PLEJECENTER

Frem til 1936 lå der i Kalvehave en fattiggård i Bygaden, ca. hvor vejen går ud til Kalvehave Mark. Det var en forholdsvis ny bygning opført i 1886 som en fattiggård for de fattige og plejekrævende mænd og kvinder i området. Da loven om alderdomsunderstøttelse i 1891 blev vedtaget, blev fattiggården også indrettet til alderdomshjem.

Med bygningen af “Skovbo” fik man, efter den tid, et moderne hjem med ganske vist små værelser, kun en seng, et lille bord og et par stole. Der var pigeværelser og en lejlighed til et ægtepar som forstandere eller ledere.

I kælderen indrettede man kommunekontor og mødeloakle til sognerådet samt sygekassekontor, der samtidig var bibliotek.

Sådan var det helt frem til 1970’erne, hvor man fik kommunesammenlægningen og Langebæk kommune opstod. Så skulle der igen ske noget. Byrådet besluttede at modernisere både plejehjemmet i Mern “Solhøj” og “Skovbo”. Der blev større lejligheder, spisestuer og aktivitetslokaler begge steder.

I Langebæk byggedes pensionistboliger i 3 afdelinger ud til landevejen. Lejligheder i 2 fløje og demensafdeling, alle med forskellige faciliteter, køkkener, spisestuer og samlingsrum.

Aktivitetshuset blev bygget til. Her motioneres, spilles kort, hobby og genoptræning.

ooooooooooo

SOGNERAADET I KALVEHAVE SKRIVER I 1936 TIL PRÆSTØ AMTSRAAD:

Herved meddeles det høje Præstø Amtsraad, at Kalvehave Sogneraad i sit Møde d. 31 August 1936 vedtog med 9 Stemmer mod 3 (et Medlem var fraværende) at bygge nyt Alderdomshjem ved Langebæk efter Tegninger og Beskrivelser udarbejdet af arkitekterne H.C. Friis og Aage Madsen, Vordingborg samt indhentede Tilbud paa Arbejdernes udførelse der viser at det nye Alderdomshjem kan bygges for 79440 Kr. 90 Øre foruden byggegrund og Inventar, og Ombygning af det gamle Hjem vil koste 59076 Kr. foruden Inventar.

Byggegrunden til det nye Alderdomshjem skænkes af Godsejerinde Frk. Suhr, Petersgaard paa Betingelse af at Bygningen bliver hvidkalket udvendig, Sogneraadet er indgaaet herpaa.

Tegninger, Beskrivelser samt Fortegnelse over de antagne Tilbud paa Byggearbejderne vedlægges og udbeder man sig det høje Amtsraads Godkendelse heraf snarest, da vi gerne vil paabegynde Arbejderne snarest muligt.

Kalvehave 1936

pr. Kalvehave,. Amtsrkr.: Præstø, Kalvehave 8, Postkonto 10727. Kommunekontor og Folkeregistret: Kalvehave pr. Langebæk, Langebæk 44. Retskr.: 22 Vordingborg — undt. Lange, Lilleø og Tærø, Politikr.: 17 Vordingborg, Skattekr.: Vordingborg, Vurdkr.: Vordingborg — Af 1605 Vælgere stemte 1261. K 114 (1) R 247 (2), S 511 (6), V 389 (4); (K+V).

Formand: Fisker F.C. Hansen, (S). FSu, Bø.

Nielsen, N.R., Grdj. (V). Su, Kass.

Christiansen, Camillo, Fisker. (S). Vj.

Rasmussen, Johs., Parcell. (R).

Petersen, J.J., Parcellist, (R). Sko, Bø.

Gothelff, E., Murer, (S). Sko, Su.

Andersen, K.G., Skovfoged. (K). Vj.

Johansen, N.O., Skomager. (S). Vj.

Jensen, Schirmacher, Forstander. (S). K&R, Sko.

Nielsen, Th., Arbejdsm. (S). Su.

Hansen, Alfr., Parcellist. (V). FBø.

Købmand, Felix, Parcellist. (V). K&R, Su.

Thorsen, Viggo, Grdj. (V). Sko, Su.

Komm. Revisorer: Stationsforst. H.H. Hansen og Smedem. Charles Larsen.

Skolekomm. Fmd.: Sognepræst M. Jørgensen.

BEGRUNDELSEN

Da man fik Alderdomsunderstøttelsesloven af 9 April 1891 blev det paakrævet at indrette Alderdomshjem i Kommunen, nogen egentlige Alderdomshjem blev der vel kun i meget nekelte Kommuner især Landkommunerne opført dengang, man havde jo i de fleste Landkommuner en Fattiggaard og det havde man ogsaa her i Kalvehave kommune, en forholdsvis ny opført Fattiggaard, idet den er opført i 1868 meget solidt bygget hvad det ydre angaard, hvorimod det indre ikke svarede til det ydre idet at alle Skillerum er opført af bindingsværk og murede af raa Sten. Den lignede et fængsel med sine smalle Gange langs gennem hele Bygningen, saa smal saa to Personer ikke kan mødes uden at man skal gaa sidelæns, ogsaa med Jernstænger for Vinduerne.

Sogneraadet fik Myndighedernes Tilladelse til i den østlige Halvdel af Fattiggaarden at indrette Alderdomshjem, saa maatte naturligvis Jernstængerne væk fra Vinduerne i denne Afdeling.

Det kneb jo de første Aar med at faa Hjemmet belagt og tilraadede man gamle svagelige Mennesker, der daarligt kunde klare sig selv, at flytte ind paa Alderdomshjemmet var Svaret i de 9 af 10 Tilfælde, Nej, i skal ikke faa mig paa Fattiggaarden. Efterhaanden som det gik op for Beboerne af de gl. Mennesker fik en god og kærlig Pleje paa Alderdomshjemmet blev det belagt, dog ikke helt af Kommunens egne, man havde for det meste nogle fra andre Kommuner der ikke selv havde Alderdomshjem.

Da Kommunerne rundt om os i de senere Aar byggede nye Alderdomshjem, talte man indenfor Sogneraadet om, at faa moderniseret Alderdomshjemmet, og da man i 1935 Anmodede Arkitekterne Friis Jensen & Aage Madsen, Vordingborg om, at udarbejde en Tegning og Overslag til Ombygning af Klasseværelset i Langebæk Forskole, faldt Talen ogsaa paa Moderniseringen af det gl. Alderdomshjem og Arkitekterne udarbejdede et foreløbigt Overslag over Udgifterne ved det og dette vilde koste ca. 50000 Kr. og Udgifterne ved Opførelse af et nyt Alderdomshjem vilde blive ca. 77000 Kr.

Sogneraadet var jo klar over, at saa kunde det ikke betale sig for Kommunen at røre ved det gl. Alderdomshjem, men nogen egentlig Bestemmelse blev ikke taget, og saaledes stod Sagen indtil der ved Sogneraadsmøde d. 26 Mai 1936 forelaa en Skrivelse fra Præstø Amt, hvori Amtet udbad sig Sogneraadets Erklæring over en af Kredslægen til Amtet fremsendt Indberetning over et af Kredslægen d. 2 mai fortaget Syn paa Alderdomshjemmet, hvorved det konstateredes, at de af Kredslægen forige Aar paapegede Mangler ikke var afhjulpne.

Kredslægen havde samtidig med indberetningen til Amtet, anmeldt til Politimesteren, at der havde været Ild i et Værelse. Den 14 Mai foretog Politimesteren Syn over dette Værelse og det blev forbudt at benytte det.

I Sogneraadets Møde d. 31 August vedtog man at søge Amtsraadets Godkendelse af Tegninger og Overslag. D. 1 September sendte man Sagen til Amtet. D. 17 September paabegyntes Arbejdet og d. 3 December hejsede man Kransen paa dette nye Hjem, samme Dag forelaa Amtraadets godkendelse af Tegninger og Beskrivelser.

BREV FRA SHIRMACHER JENSEN TIL SOGNERAADSFORMAND F. CARL HANSEN

Da jeg ved bortrejse er forhindret i at deltage i sogneraadets møde vedrørende sagen i Kalvehave Alderdomshjem, skal jeg tillade mig, saafremt sagen maatte komme til afstemning i sogneraadet, overfor sogneraadet at tilkendegive mit standpunkt som et ja til et nyt og et nej til ombygning af det gamle.

Dette standpunkt er uafhængigt af det evt. resultat som licitationen maatte give.

Mit standpunkt er fra tidligere lejlighed kendt, men jeg skal prøve ganske kort at motivere det.

1.

der bør brydes helt med det gamle. “Fattiggaardsnavnet” maa ikke hefte forsat ved vort alderdomshjem

2.

erfaringen viser, at man altid faar mindst for sine penge ved ombygning og at man aldrig naar at blive færdig (jf. vore skoler) og alligevel ikke naar et resultat, der kan staa for fremtidens dom

3.

ifl. beskrivelser skal en meget stor del af det gamle “hjem” nyttes igen. Resultatet vil blive store drofsomkostninger i løbet af faa aar.

4.

er absolut imod, at der er nogen drift som f.eks. nu med landbrugsdrift. Hjemmet skal ikke være en landbrugsejendom, men et alderdomshjem, hvor alle kræfter samles om arbejdet for hygge og glæde til de gamle beboere.

5.

ved at bygge nyt, vil det ogsaa være muligt at samle kommunens administration under et. Dette er baade billigere og mere praktisk.

6.

endelig bør alderdomshjemmet ligge midt i kommunen.

7.

skal skatteyderen betale mere, skylder vi ham ogsaa, at han kan se, der er skabt noget for hans penge, og det er min overbevisning, at beboerne i kommunen i alle samfundslag, venter den eneste rationelle løsning: et nyt alderdomshjem.

I haab om at sogneraadet maa finde en enig løsning, sendes alle gode ønsker for denne vigtige sag.

RAPPORT FRA VORDINGBORG POLITI

Politikreds no. 17

Vordingborg Politi

Torsdag d. 14/5 1936

I Anledning af hosfølgende Skrivelse fra Kredslæge Kringelbach, Vordingborg, af 30 f. Md. har undertegnede i Forening med Politimesteren indfundet mig paa Kalvehave Alderdomshjem. Ved Ankomsten var tilstede: Bestyreren af Hjemmet og Sogneraadsformanden for Kalvehave Sogn.

Værelse Nr. 7, hvor der havde været Ildløs blev først beset. Værelset er for Tiden ubeboet. Ilden er opstaaet fra et Kakkelovsrør, der ligger lige op til Skillevæggen, der bestaar af en Halvstensmur pudset med Kalk, og inde i Muren umiddelbart bagved og langs med Kakkelovnsrøret fandtes To bjælker, hvilket i Følge Brandpolitiloven er ulovligt, idet afstanden fra Kakkelovsrøret til Træværket skal være 22 cm. Det samme Forhold findes i de fleste andre Værelser.

Der er i Hjemmet til Aldersrentenyder, i alt 13 Værelser, som for Tiden alle er belagt med Undtagelse af Værelse Nr.7.

Paa Fattigafdelingen er 5 Værelser, som f.T. er belagt med en Mand.

Bestyreren har 3 Værelser, som ligger midt i Bygningen.

Midt gennem Bygningen gaar en lang Gang, som er meget smal, og virker nærmest uhyggelig, idet denne kun er ganske svagt belyst med Daglys. Der er Værelser paa begge Sider af Gangen. I den ene Side af Bygningen findes et Værelse til rejsende Svende. I dette Værelse findes 2 Senge, Værelset er meget lille, der er Jernstænger for Vinduet, foruden en Jernplade, som paa nær de to øverste Vinduer skjuler Daglyset. I øvrigt var Værelset propert og Sengetøjet rent, hvilken Properhed var til stede overalt i Hjemmet, hvorimod Værelsernes Indretning ikke var saa Tilfredsstillende. Politimesteren forbød, at der indtil videre blev fyret i Kakkelovnen paa Værelset Nr. 7, samt henstillede Politimesteren til Sogneraadsformanden omgaaende, at sætte sig i Forbindelse med den autoriserede Skorstensfejermester for at faa de forskellige mangler bragt i Overensstemmelse med Brandpolitiloven.

Toiletforholdene er meget daarlige, der findes ingen Toilet i Bygningen, hvorimod der findes i alt 6 Retirader i Gaarden.

Sogneraadsformanden udtalte overfor Politimesteren, at der er paatænkt, at ombygge Alderdomshjemmet eller evt. et helt nyt Hjem. Sagen vil fremkomme ved første Sogneraadsmøde i Slutningen af denne Maaned.

 

Om plejehjemmet ”Skovbo” i 1987.

 

I dette år – 2017 – hvor plejehjemmet ”Skovbo” i Langebæk netop kan fejre sin 80 års dag, er det spændende at se og læse et avis udklip fra Vordingborg Dagblad dateret 28. marts 1987, under overskriften:

 

”Skovbo” i Langebæk ikke til at kende efter ombygning til 17 mill.

 

Indvielse af tilbygning og ombytning til plejehjem.

 

I artiklen, hvor der yderligere er 2 billeder af dels plejehjemsleder Eva Krabbe og tømrermester Jørgen Henriksen, og dels daværende beboer Jens Mortensen i sin stue er beskrevet indvielsen af hjemmet med taler og en beskrivelse af, hvad der er sket. Bl.a. en ny tilbygning til 13 mill. indeholdende 15 værelser plus diverse birum, i den gamle afdeling 10 værelser, køkken og spisestue, vaskeri, lokaler til terapi, handicapkøkken, frisørrum og gæste- og hvilerum.

Ombygningen af det gamle afsnit har kostet 3,8 mill. kr. så den samlede byggesum kommer op omkring de 17 mill. kr. Udvalgsformanden på daværende tidspunkt Geert A. Nielsen rettede en tak til håndværkerne og specielt til byggeriets arkitekter Sv. Aa. Bertelsen og Jørgen  Hørdum for det gode arbejde og udførelsen af den bundne opgave.

Der var også på daværende tidspunkt planer om en videreførelse af plejehjemmets udvidelse, da var planer om tilbygning med ti beskyttede boliger ud over de ti rækkehuse, der var opført. Byggeriet skal ske i samarbejde med Langebæk Boligselskab.

Venlig hilsen

Geert A. Nielsen

Langebæk Lokalhistoriske Arkiv