En navnkundig førstemand i kommunen

Skrevet af arkivleder Geert A. Nielsen

I først Kalvehave sogn og kommune og senere i Langebæk kommune var en kæmner eller kommunaldirektør gennem 41 år. Hans navn var Emanuel Jeppesen og mange af de lidt ældre beboere i området kan utvivlsomt huske ham. Han startede under sognerådsformanden gennem en menneskealder, F.C. Hansen, og senere i endnu længere tid sammen med Edvard Gotthelf og derefter med 2 borgmestre, Julius Jensen og Poul Christensen. Han blev ansat i 1942, dvs. under krigen og sluttede i 1983. I anledning af hans fratræden fik jeg en længere snak med ham, og her er lidt fra mit “interview”:

På mit spørgsmål om, hvor han kom fra, og hvad han lavede inden ansættelsen i Kalvehave kommune, var svaret: jeg kommer oprindelig fra Mørke, som er en landkommune i Randers amt. Født i 1913 i Kirkebyen og i 1935 gift.

Det var dengang et pund flæskefars kostede 50 øre. Blev ansat hos skatterådsformanden og sad og beregnede skatter og vendte selvangivelser. Kom senere på kommunekontoret og arbejdede sammen med sognerådsformanden og kæmneren.

I 1942 så jeg en annonce om en stilling i Sydsjælland som kommunal medarbejder – kæmner – en stilling jeg med 20 andre ansøgere lagde billet ind på og blev ansat i. At det blev Sydsjælland var lidt af en tilfældighed, men vi fandt os godt tilrette og blev her så i resten af mit arbejdsliv.

Jeg startede på det den gang stadig ret nye alderdomshjem, hvor der var indrettet kontorer og mødelokaler i kælderen. Allerede året efter blev endnu en kontorist ansat, Erik Nielsen, og vi “styrede” så den kommunale administration sammen med sognerådsformanden og de skiftende sogneråd.

Kalvehave sogn og senere Langebæk kommune var i alle årene styret af et flertal bestående af socialdemokrater og radikale. I årene fra 1966 til 1970 arbejdede jeg i sammenlægningsudvalget sammen med 3 sognerådsformænd og en udvalgsformand. Det var en meget krævende arbejdsproces samtidig med det daglige arbejde, men som præsten sagde ved konfirmationsforberedelsen: “hvor der er vilje, er der en vej”.

De væsentlige ændringer fra Kalvehave sognekommune til Langebæk kommune, var nok både form og indhold. I sognerådet blev alle sager drøftet af alle. I byrådet bliver sagerne forelagt af udvalgsformændene efter behandling i udvalget, dvs. kun de sager som byrådet skal tage stilling til. Og så kom der især i de første år mange flere planer, der skulle vare i længere årrækker – f.eks. spildevandsplaner – end vi var vant til. Ligeledes blev regnskabsåret omlagt fra april til marts og til at følge kalenderåret.

I de første mange år var det sådan, at skulle man på kommunekontoret på Alderdomshjemmet, var det enten Jeppesen eller “Kommuneerik” dvs. Erik Nielsen, man skulle have fat i. Ved oprettelsen af Langebæk kommune og da man rykkede ind på Rådhuset i Østergårdsstræde oprettede man flere forskellige forvaltninger, socialforvaltning, kulturel forvaltning, økonomiforvaltning og teknisk forvaltning. Men mange af de lidt ældre borgere startede deres besøg på Rådhuset med at spørge efter Jeppesen eller Erik Nielsen, for dem var de vant til. De der unge mennesker, de mødte på Rådhuset – havde de nu også forstand på tingene?

Både Erik Nielsen og Jeppesen ville utvivlsomt gerne have haft en snak og give deres hjælp til alle besøgende, men det var jo en umulig tanke, som kommunen havde udviklet sig.

Til slut: Der er nogle hårdnakkede historier om, hvordan Jeppesen styrede udvalgsmøderne. De er ikke helt sandfærdige, men bestemt ikke kedelige. Her en af dem:

Jeppesen sad som sekretær ved et møde i kulturudvalget. Formand og et par medlemmer diskuterede længe, hvad der skulle skrives i protokollen og dermed være beslutning. Jeppesen sad stille og roligt og pulsede på sin uundværlige cigar. Da diskussionen endelig var overstået, og formanden meddelte Jeppesen, hvad han skulle skrive svarede Jeppesen: “det I har besluttet er ikke lovligt, og jeg i øvrigt skrevet, hvad der skal stå”. “Nå, hvad har du skrevet?” Jeppesen læste det op, og alle var enige.

Og det kom så til at gælde – fortæller historien.