At stræbe opad

Landsbygaden snor sig fra landevejen med samme besindighed som for mange århundreder tilbage, med tiden påhægtet flere og flere huse i blandet stil skubbet ind imellem gamle bevarede stråtækte idyller med bindingsværk og små ruder. Selv deres haver hygger sig som frodige ekkoer af oprindelig bondeflora. Og det falder navnlig turister i øjnene, når de langsomt biler eller cykler gennem landsbyen og ved stop hos købmanden indlader sig i passiar med lokalbeboerne.

“De fremmede” som de mestendels kaldes, dog ikke højlydt, selv om visse af landsbyens ældste næppe nogensinde vil forlige sig med, som de selv ser det, utidige forstyrrelser i deres hævdvundne livsro. Skulle gamle Thorvald blive passet op af nogle af disse fremmede, der vil spørge om vej, anstiller han sig bare som stokdøv og mere krumbøjet end normalt er og slæber sig videre, men indvendigt klukkende over dagens lille sejr. Og skulle de fremmede kort efter observere den stokdøve stå i fornøjelig snak med en anden byfælle, kan de jo blot tage det som en ekstra oplevelse.

Men naturligvis er ikke alle så halsstarige som Thorvald og andre nær hans årgang. Deres slægtsafkast i flere nye generationer har ganske vist oplevet eller hørt om landsbyens livligere fortid med flere købmænd og håndværkere med værksteder, ja selv en skrædder, men de nye tider med alskens elektronik og mobilitet har ligesom rykket deres lille hjemstavn tættere på omverdenen, og hvad behøves mere end den enlige købmand med selvbetjening. Man kan tilmed betale med sit Dankort. Og så skal det ikke glemmes, at her har landsbyen trods alt sit daglige samlingssted. “Joh, her fylkes skam alle aldre”, som selv en af gamle Thorvalds staldbrødre ytrede. Ham kommer ofte med sin rollator fra plejehjemmet oppe ved landevejen.

Som i andre beskedne samfund stikker man ikke spaden mere end et par fod under overfladen, før man aner puls og ulmen, og pudsigt nok synes smålurvede stridigheder af florere ivrigt blandt de ældre. Nok syner mange af dem affældige, som de slæber sig af sted med rindende øjne og nødigt ude på vejbanen af angst for bilerne, men de har bevaret flere generationers erindring og kan pludselig bruse op af forargelse og stridslyst, når de føler sig trængt af moderne påhit. Som da en af disse såkaldte tilflyttere ville rejse en kæmpestor radiomast i baghaven.

Det begyndte med en nærmest henkastet bemærkning hos købmanden mellem den nytilflyttede radioamatør og hans genbo Peter Nis. Han fik at vide, at denne radio-Børge havde bestilt en antennemast, så han bedre kunne kommunikere med ligesindede over hele kloden. “Hmja”, udfrittede Peter Nis, “hvor høj bliver så´n en fyr – vel ikke så prangende som Eiffel-tårnet?” Børge affejede det med, at det blev en slank og elegant synål, der måske lige ragede op over trætoppene.

Allerede samme dag spredtes forlydende om projektet som en løbeild gennem landsbyen, og det var ikke småting, historien kastede af sig. Naturligvis kom det stigende røre ikke misdæderen Børge for øre, det skete først nogle dage senere, da hans kone kom bestyrtet hjem fra købmanden, hvor hun først havde mærket, at folk vendte hende ryggen og samtidigt havde opsnappet nogle bemærkninger om radiomasten. Den skulle da være fyrre meter høj, mere end en højspændingsmast og den ville hyle langt omkring i omegnen.

Genboen Peter Nis havde samlet nogle andre “voksne” mænd hjemme hos sig, og kugler støbtes. Og med et oar af byens ældste endte det med en deputation ved Børges gadedør. Der udspandt sig en så højrøstet ordveksling ude på trappen, at der inden længe stimlede folk sammen ude på vejen, de hørte døren smækkedes i, hvorefter den på ny åbnedes og Børge viftede med nogle papirer. “Se selv”, råbte han, “se her er tilladelsen fra kommunen, og til helvede med al jeres overdrevne sladder”.

Da deputationen lidt slukørede blev omringet af forsamlingen ude på vejen, druknede forklaringerne i ophidsede udfald, Peter Nis selv stod hjælpeløs og tænkte, at det sgu var godt, han ikke var politiker. En traktor kom masende og standsede. Det var Lars fra Skovgården, han rejste sig, og da han havde fået færten af årsagen til postyret, viftede han forsamlingen af og slog en latter op. “Gå i bare hjem, folkens, det stavær kommer aldrig op her”, råbte han, “for nøjagtig samme ide er netop blæst omkuld i Stensby, for hva´ fa´en har vi ellers de hersens nævn til. Lad ham Børge beholde sit papir – vi kan bare selv”.

Folk spredtes, traktoren blev stående og Lars samledes med et lille råd hos Peter Nis. Protester tilskikkedes myndigheder, og der faldt ro over landsbyen. Da gamle Thorvald hørte om palaveren og “sagen”, brummede han tilfreds: “Hvis I får held med at afskaffe det tårn, hva´ så med alle de forbandede biler og larmende knallerter?”

Det lo man ad. Og Eiffel-tårnet blev aldrig rejst. Landsbyen hygger sig med den vanlige horisontale fredsommelighed. Og med en snoet bygade uden vejbump.