Skrevet af O. Helmuth Frederiksen
De var som vanligt kommet stavrende gennem landsbygaden, et lidt umage par, dog kun i fremmedes øjne, blandt hjemmefødninge slet og ret Thorvald Rambuk og Per Mås. Som nær de halvfems besad Thorvald om end ludende og med stok det overblik, som den lavbenede Per Mås trods forsøgene på at virke rank og strunk endnu ikke havde opnået. Men herregud, han havde jo også kun lige rundet de halvfjerds.
Allerede ivrigt mundhuggendes søgte de i den sene eftermiddagstime ned mod bænken, som de troligt havde slidt til i årevis, søgnedage som helligdage, selv i knagende frost. Det var her, at alverdens problemer fik en opsang og stadig blev genspejlet i gadekæret og dets tavse vandflade. At det for længst var fyldt op af jord og skidt for at give vejen mere bredde betød jo ikke, at det var forsvundet – næh, traditioner gør én stærk og hindrer, at man blindes.
Og Thorvald og Per Mås havde så givet iagttaget mangt og meget gennem tiden, og som Per Mås en dag udslyngede, var de to gamle knarke en del af verdens pulsslag. Thorvald havde dog ment, at det nu nok var en rigelig mundfuld, eftersom ingen var i tvivl om, at for Per Mås rakte verden næppe længere end til de yderste gærder udenfor landsbyen.
“Joh, som jeg før prøvede at fortælle dig, Thorvald, så hørte jeg henne hos købmanden…”
“Ja ja, godaw do”, afbrød Thorvald ham, “du mener hørt hos bærmen omme bag ved? Så gider jeg ikke lægge øre til det”. Thorvald stødte stokken mellem benene hårdt mod jorden, “med mindre altså – nå, ku´ det monstro være mere end druksladder?”
“Jamen, det si´r jeg dig, Thorvald, det var Sørines Hans. Da han i formiddags slog indenom hos tømrer-Poul, så stod en fremmed i køkkenet, så´n en slagt køwenhavner du ved, og kiggede på nogle papirer sammen med tømreren. Hans fortrak hurtigt, men han nåede altså lige at opfange noget om lidt ombygning”.
“Nå, og hvad har Hans så fået ud af det, Bette Mås? Igen en ny tilflytter?”
“Hvor er du dog nærtagende”, svarede Per Mås, “Men – joh, det synes så´n. Ingen ved bare rigtigt, hvor og hvornår, endnu da.”
Thorvald ludede lidt forover, kasketten klinede sig med årenes slid og sathed om kraniet, som han selv var groet mere og mere sammen med landsbyen, ja udgjorde noget af dens rodnet. Han lod blikket glide fugtigt over markerne, det nærmeste skovbryn, kæmpehøjene længere ude og atter skove. En musvåge svævede højt oppe i den klare septemberluft. Joh, han kunne se langt endnu, men også tilbage, nikkede han, generationer tilbage. Han følte sig tryg ved tanken.
“Uforanderlig – det er at gøre sig umage med livet”, sukkede han.
“Du er sgu da en gammel genstridig børste”, bjæffede Per Mås, nu vendt direkte mod Thorvald. I det samme dukkede en skikkelse frem nede ad skovvejen, energisk skridtende med en hund i luntetrav efter sig. “Nå, Thorvald, der kommer din genbo i tilflytterantræk”, lød det drilagtigt, og Per Mås lagde allerede servilt an til at hilse.
“halløj, d´herrer”, hilste den nyankomne beredvilligt, “nåh, man nyder den sædvanlige passiar på det gamle tingsted? Og sikket herligt vejr. Vi har lige været nede og se til båden og hilse på nogle af gutterne og deres fangst, ikke Mr. Murphy?”. Hunden fik et par kærlige tjat.
“Tjoh, tjah”, forsøgte Per Mås sig, “der er li´godt kommet et par både mere i vores bette leje dernede, og i det hele taget rart med nyt blod til vores beskedne samfund….”
“Nåh ja, men vi byboer, nogle af os i hvert fald, har da også ligesom fået vitamintilskud til både krop og sjæl, altså da vi omsider tog mod til os og flyttede her ud på landet”, svarede manden helt oprømt, Danielsen hed han, “lige for lige, ikke sandt!” han bukkede og drejede videre op ad Bygaden, fulgt af hr. Murphy.
Thorvald havde siddet bøjet forover imens med hagen hvilende på hænderne over stokken og stirret ned i jorden. Da opkomlingen, som han altid benævnede denne Danielsen, havde fjernet sig, sagde Thorvald bare: “Jeg ka´sgutte ta´så´n nypudsede sko”.
“Ner, hvad kan du efterhånden godtage, Thorvald, stod det til dig skramlede en hestevogn lige forbi her, og høstfolkene kom vadende med leer over nakken, udslidte og hjem til knapt fugls føde ved komfuret – vand kun fra gårdpumpen og ingen strøm, ungerne i laser mere slidte end lærer Madsens skolebøger”. Per Mås havde rejst sig fra bænken, uden at det gjorde større forskel, men han havde hidset sig op. En udboret knallert drønede netop forbi.
“Tænk dig bare nogle få år tilbage, Thorvald”, fortsatte han med stigende falsetstemme, “hvad hvis vi havde mistet også vores købmand, hvad så?”
Per Mås satte sig på ny, helt forskrækket over sig selv, måske fordi Thorvald bare sad aldeles uberørt. For sandheden var jo, at afgørende ord, når hele landsbyen gerådede i oprør, ofte kunne veje tungest, selv om de var få og fremkom indtrængende og besynderligt stille, næsten patriarkalsk. Per Mås sank lidt spyt og skottede halvt mod sin gamle seje og genstridige ven. For det var jo netop Thorvald, der dengang havde rejst sig i Samlingshuset og, nå ja, brændemærket hele forsamlingen. Men egentlig hvordan? Vist noget hentet dybt nede fra landsbyens nedarvede ildsjæl, noget med en fælles samvittighed, rødder og nye skud, ansvar….
Thorvald løftede sig eftertænksomt, lod et par fingre feje ned over skægget og spurgte ligesom henkastet, hvornår Bette Mås sidst havde læst sprøjten. “Nå ikke”, fortsatte han umiddelbart, “så må jeg lige udvide din magre ånd med sidste nyt fra de skriftkloge, forskere hedder de nu om dage. Tænk, de har ved gud omsider opdaget os småkårsfolk i landsbyen og hvor rigt et liv vi har med al vores kolort! Hvad siger du så, gnalling?”
“Arh, nu spøjser du, Thorvald Rambuk – sage de kolort?
“Ja ved gud da”, fortsatte Thorvald og rakte en pegefinger mod vennens plumpnæse, “for ser du, så har det noget med baktusser at gøre, og dem har moderne byfolk for lidt af, fordi alt skal være så rent og lugtfrit, og når de se pludseligt render ind i så´n nogle små djævle, så møder de ingen modstand, djævlene, de spræller løs rundt i kroppen og laver alle mulige sygdomme. Men – og det er fidusen – så har de kloge hittet ud af, at hvis man er født her på landet og vokset op i kolort, hønsemøg og støv og partikler, hva´det så er, ja så har man hele møget i sig og kan bare grine af de der fremmede baktusser og bliver hverken forkølede eller får lungebetændelser og underlige moderne ting som man vist kalder allergi. men hvor fa´n de skal få høfeber fra i byerne, det ved jeg altså ikke. Hører du efter, bette Mås – det her er sgu vigtigere end…..”
Per Mås var hoppet ned fra bænken, håret tjavsede gråt og viltert ud fra strikhuen, som hans Christine strikkede i en fjern vinteraften. “Det tusser, kære Thorvald, vi må hjemad”, betydede han, og vennen måtte føje ham. Det umage par traskede tilbage gennem Bygaden, hilste undervejs på Magnus Bødker, der syntes snakkesalig, men blev afbrudt af et par biler, der brummede forbi – eller hostede, som ham den bette tovliges rødplettede, ´rustvognen´ kaldte man den. Længere fremme måtte de undvige en flok unge på deres knallerter og disse tåbelige mobiltelefoner, i flokken skimtede Thorvald et af sine oldebørn.
“Joh, det lufter da af liv i vores lille landsby, det må selv du da indrømme”, skrydede Per Mås.
Thorvald brummede, han vidste jo udmærket ad omveje, at også Bette Mås´en her havde anskaffet sig en af de der batteridrevne snakketøjerier. Selv her på de sidste skridt var det kun meget nødigt, at de to kunne slippe giftighederne mellem sig, og navnlig den med kolorten og verdenssundheden forfulgte Per Mås. Thorvald nød der imod grumt smilende duften fra de seneste blomster langs gærderne, mens lysene efterhånden blussede op bag ruderne omkring dem.
Da de nåede Thorvalds indkørsel, dukkede Bette Pers Christine frem i tusmørket, vanligt vuggende med indkøbsposer og med mundtøjet velsmurt. Hun havde jo følgeskab af naboens Mathilde: “Nå, Per Mås, nu bli´r du sgu hentet som et andet pattebarn fra den nye vuggestue, ikke mere føjten med dig, men tak for snakken”. Thorvald hilste over vejen med sin viftende stok og forsvandt med slæbende skridt ind på den beskedne gårdsplads. Lysene i hovedhuset røbede, at familien dér var hjemme, hans eget afkom såmænd, selv stavrede han videre mod sidehuset, der henlå i mørke og ventede på sin eneboer – enkemand på aftægt.
Thorvald blev undertiden vemodig på dette tidspunkt, det var ligesom at med passiaren på bænken og den daglige hakken med Per Mås så sluttede døgnet, kanske bare en underlig holden ved som med deres gadekær, for længst begravet – takket være nye tider. Men det ligger der sgu stadig, nikkede han lidt i trods, ligesom deres landsby med dens krogede bygade stadig ligger og gemmer på gamle ånde.
Han trissede bag om huset, nede for enden af baghaven lå engen og strakte sig ind i skoven, ganske vist skjult af mørket. Og så stod gamle Thorvald, oldingen, som så ofte før og tænkte på nætterne her ude på landet – her skal de være rigtig mørke, fulde af mystik og bløde, som sort skosværte. Når lysene efterhånden slukkes i alle husene, forsvinder skyggerne samtidigt, alt bevægeligt suges ind i noget uendeligt tys-tys. Joh, mørke og stilhed giver landsbyen sit helt eget rum.
Han lister tilbage og ind i huset, tænder lys hist og her og smågriner pludselig ved Bette Pers opfarenhed over Thorvalds besindighed, for selvfølgelig var det da nemt med det elektriske og med vandet løbende ud af haner, og inderst inde ville Thorvald da også vedgå, at han i smug ofte følte rødderne vokse med al det hurlumhej, der var kommet til, de fremmede afløste jo de hendøende hjemmefødinge, ja ja. Men, måtte han nu fastslå, hvad det egentlige anbelanger, det der synger nede fra gadekæret, landsbyens udødelige sjæl, det kan Bette Per Mås sgutte fatte. Og så himler han bare op om kolort!