Højholt i Nedermarken

Højholt i Nedermarken i Mern ejes af Maren og Thomas Nielsen

Skrevet af Vagn B. Nielsen og Lars Skovvang Larsen med Holger Munks notater og Lilliendals afgiftsprotokol som kilde

I 1772 havde Nørre Mern besluttet, at byen skulle rebes (i forbindelse med udskiftningen), og Vordingborg Rytterdistrikt, som Mern var en del af, skulle sælges på auktion og deles i 12 selvstændige godser.

Så skete den helt store katastrofe. Den 23/11 1772 brændte 6 gårde på og ved Smedevej i Nr. Mern, 2 af dem syd for Smedevej og 4 nord for.

Der lå ellers 3 gårde syd for Smedevej, men den midterste natr.nr. 9 i 1688-matriklen slap med skrækken, hvorimod nr. 8 (Smedevej 4) og nr. 10a lidt øst for nr. 9 begge gik op i luer.

Det har været en kæmpeopgave for de andre familier, at få genhuset de 6 familier. Nogle af gårdene var planlagt flyttet ud på marken, men der var ikke trukket lod, og der var absolut ikke taget nogen beslutninger.

Nu havde branden næsten foretaget en lodtrækning. De 6 måtte flytte ud på marken, men udskiftningen var ikke helt kommet på plads, og der var troldtøj derude på marken.

Der var vist ikke blevet bygget ret meget ude på marken, da Lillienskjold, der var blevet den nye godsejer, flyttede gårdene hjem igen. 2 var blevet nedlagt og lagt ind under Høvdingegården til hovedgårdsjord. Der blev også skiftet nogle fæstere. På Smedevej 2-4 var gården nedlagt, og 2 husmandssteder var oprettet.

Ude i Egebjergskoven og på Baunehøjmarken var Egebjerggården. Her blev udstykket 4 husmandssteder ekstra ude ved Nedermarken på Egebjerggårdens jord, so nogle af de fæstere, der ikke duede, kunne blive husmænd her. Så var der også flere til at udøve hoveri på Lilliendal.

Fra gammel tid var Baunehøjene blevet brugt til signalbål. Der var også en Baunehøj i Kalvehave. Disse fandtes for øvrigt heje vejen ned gennem Europa, også i Sydspanien. Kirkeklokken var et andet signalmiddel.

På toppen af Baunehøjen blev husmandsstedet Højholt oprettet, og senere opført på matr. 10d. Ved siden af, neden for Baunehøjen, oprettedes husmand Væver Hans Hansens husmandssted på matr.nr. 10b.

De første fæstere af Højholt måtte bo som indsiddere inde i Mern by sandsynligvis på Smedevej 2-4. Den første kendte fæster er Hans Sørensen. I 1791 afløses han af Niels Olsen, og denne afløses i 1795 af Hans Olsen. Hans Olsen bor dog stadig i 1810 som indsidder inde hos Michel Jacobsen på Smedevej 4.

I 1811 kommer Willum Peitersen – født 1782, søn af husmand og daglejer Peiter Tobiasen og Ane Sørensdatter i Viemose, til, og han får bygget Højholt (høj ved skov) ude  på Baunehøjen. (Hovedministerialbogen 1831: Døde: 19de Septembr. – Willum Peitersen – Huusmand i Nørre Mehrn – 49″ Generel Anmærkning i Hovedministerialbogen, Mern sogn, døde mænd i 1831 – side 232: “De fleste af dem, som ere döde siden 19d August ere døde af en Epidemie, som Lægerne kaldte febris cholerica, som var en Art Dysenterie eller Kholera og har foraarsaget den store Mortalitet i de sidste Maaneder af Aaret 1831.” – Der døde 43 af kvindekøn i Mern sogn 1831 og 49 af mandskøn; heraf 42 fra slutningen af august.

I nabosognet Allerslev var skrevet under døde kvinder, side 215 i kirkebogen:”Alle fra 17. August og til Aarets Udlöb vare Dödens Offer formedelst den almindeligen herskende galdeagtige Nervefeber og dennes efterladte svæggende Feberfölger”). Det er malaria, også kaldet “Den lollandske Feber”, de døde af. På Lolland fik 40% af befolkningen malaria det år og 1160 personer døde af det. Det er beskrevet i fagbladet “Ingeniøren” 4/4 2008.

I 1831 var det så slemt, at mange gårde stod uhøstede, da høstmandskabet var syge. Køerne blev heller ikke malket. Det er det eneste år i den tid, det har været registreret, at dødstallet har været højere end fødselstallet. Sygdommen er beskrevet meget indgående af lægen Carl Adam Hansen, Nysted i perioden 1875-1913.

Efterfølgeren Hans Jensen har den kun i året 1834. Købmand Grønvold i Præstø får pant i fæstet, og Hans Jensens enke, Maren Andersdatter) bliver allerede i 1835 gift med Peder Peitersen (søn af husmand Peiter Olsen og Bodil Hansdatter i Stårby), der har fæstet i 41 år til 1876.

Året 1835 må have været et hårdt år for egnen, for næsten alle fæsterne i nabobyen Stårby pantsætter også fæstet til købmand Grønvold og 2 gårdmænd bliver skilt (separeret), og bliver afløst af 2 andre.

I 1876 bliver Peder Peitersen afløst af Jens Hansen. Husmændene må da stadig gå på hoveri på Lilliendal. Han arbejder vist i skoven en del af tiden; men engang i 1900-tallet begynder Jens Hansen at samle æg. Han bliver ved stedet i 60 år, og køber det fri af Lilliendal.

I 1936 overtager Christian Hansen det og i 1947 Hans Petersen, Rita og Børge Hansen køber ejendommen i 1958. I 1976 overtager Maren og Thomas Nielsen det.