Fodboldens udvikling i Kalvehave og Stensved områderne

Kalvehave Idræts Forening

K.I.F.

Vi skal tilbage til 30’erne, da man begyndte at spille fodbold i det gamle Kalvehave sogn. Fodbolden, som vi kender det i dag, startede i Danmark i slutningen af 1800-tallet inspireret fra ikke mindst England, men det tog alligevel nogle år, inden vi kom med her.

Vi ved, at der d. 13. januar 1935 var nogle mænd, der mødtes i Kalvehave og startede, hvad der skulle udvikle sig til Kalvehave Idræts Forening og at klubbens første formand var Jens Nielsen.

Klubben blev medlem af SBU (Sjællands Boldspil Union) og startede fra bunden i B rækken, hvad der i dag til svare til serien 5. Og i mange år var klubben i samme række, men rykkede dog op i A rækken. Man havde bane, hvor banen ligger i dag, hvor der senere blev bygget skole. Klubben byggede sit omklædningsrum samme steds og fik senere omklædning på skolen, og senere igen en tidligere lærerbolig. Som så mange landsbyklubber, har udviklingen gået i bølgedale.

Perioder med mange og gode spillere, og ungdomsafdelinger med meget svingende antal spillere. Men som så mange klubber i de første mange år, var der jo ikke mange aktiviteter at bruge fritiden på. Fodbold om sommeren og gymnastik om vinteren.

Hvis man skal nævne nogle markante spillere, der har været med i klubben, er den mest berømte utvivlsomt Keld Bak, der fik en strålende karriere i Næstved på divisionsholdet og var med på landsholdet i flere kampe.

Man har også haft besøg af kendte klubber. Her kan nævnes Brøndby, der med flere kendte spillede en “show-kamp” med flere af deres meget kendte spillere. Michael Falck har ligeledes spillet i klubben og vores tidligere borgmester og amtsborgmester Poul Christensen spillede i klubben i en årrække.

Klubben var ligeledes samlingssted for lørdagsballer m.m. i kroen og forsamlingshuset og har været en vigtig del af kulturlivet i det hele taget i Kalvehave-Viemose området.

Stensved Idræts Forening

S.I.F.

Hvad der er skrevet indledningsvis om Kalvehave I.F. kunne næsten lige så godt være skrevet om Stensved I.F. Også her var det en flok brave mænd, der 30. august 1936, altså i skrivende stund næsten præcis for 80 år siden, mødtes i baglokalet hos den lokale købmand og startede. Dem første formand var herrefrisør Henry Jensen.

Klubben havde i de første år ingen fast bane. Man lånte sig frem hos en lokal landmand og startede med at rense marken for diverse forhindringer som kokasser m.m. og kridtede så et areal op, som man spillede på.

Først nogle år senere fik man en aftale med godsejer Reimann, Stensbygård, om, at man kunne disponere over et areal ved skoven efter en aftale, der betød, at man kunne bruge området lige så længe klubben eksisterede. Ellers skulle det føres tilbage til Stensbygården igen. Den aftale eksisterer endnu. “Klubhuset” var til gengæld verdens største. Nemlig hele den tilstødende skov.!!!

Klubben startede ligesom Kalvehave i B-rækken, og de to klubbers historie er stort set ens med primitive forhold. Efter flere menneskealdre fik man endelig eget klubhus efter at have brugt skolens omklædningsrum. Klubben kan vel ikke prale med nogen særlige storspillere, men har dog i årenes løb haft flere habile spillere, der har fortsat deres karriere i divisionsklubberne i henholdsvis B 1901, Næstved og Køge. Men ingen landsholdsspillere.

Noget andet, der er fælles for de to klubber, er, at der var et stort ungdomsarbejde med mange drengehold – juniorhold i alle aldre fra de mindste lilleputter til de ældre juniorhold. Også pigefodbold har været på programmet i løbet af årene.

I Stensved havde man flere andre aktiviteter. Badminton, bordtennis og i en årrække volley-ball. Disse aktiviteter blev dog efterhånden udskilt som selvstændige foreninger efterhånden som faciliteterne blev opført. Ikke mindst, da man efter mange forhandlinger fik opført hallen i Stensved.

I de første mange år var klubbens indtægter til dels kontingenter, men de forslog ikke ret meget. Til gengæld arrangerede man lørdagsballer og arrangementer med den tids kendte kunstnere og orkestre. Først efter kommunesammenlægningen med fritidsnævn og fritidskommission kom kommunale tilskud til ungdomsarbejdet ind i billedet, og vi fik gennemført en tilskudsordning, som vi døbte “Langebæk-ordningen”.

Skrevet af Geert A. Nielsen