Stensved Overdrev – Skyttemarken

I 1796 gik landinspektør Unsgaard i gang med at opdele det 1000 ha store område, Stensved Overdrev, dels mellem de omliggende sogne og dels mellem de 13 byer. Der lå kun 2 huse på området. Stensved by eksisterede slet ikke.

I årene op til 1805 arbejdede han og de andre landinspektører med at få inddelt det store areal til byer og til ejendomme helt ned til 1,5 ha (24 på Kalvehaveskoven).

Stensby Skov og Kalvehaveskoven var blandt de første, der blev beboet i 1805. Hele Kalvehaveskoven ligger i dag på Forsvarets øvelsesplads. Stensby Skov dækker det areal, der omgiver både den nuværende Stensved Skole og den gamle skole.1860, da den gamle skole blev oprettet, hed den Stensby Skovs Skole, først med Hansen som lærer. Hansen blev ret hurtigt afløst af Kirchheiner.

Den ændrede senere navn til Stensved Skole og blev i 1960 afløst af den nuværende Stensved Skole, der nu hedder Kulsbjergskolen.

Stensby Skov dækkede det vestligste af Stensved incl. Skånningevej, Lindevej, Birbakken, Skolevej m.m. Matrikelmæssigt hedder det stadig Stensby.

Et andet område af Stensved er Skyttemarken. Den blev ved udstykningen ikke beboet. På udstykningskortet kaldes den Petersgaard Hovmark – Hovskoven kaldet.

Omkring 1859 blev den endelig udstykket. I 1860 beboedes der 14 husstande på Skyttemarken, som den nu kaldtes. Der beboedes 16 husstande på Stensby Skov og Stensby Skovs Skole blev oprettet, så børnene ikke længere skulle gå i skole i Langebæk eller Stensby.

Der var langt fra Kalvehaveskoven til disse skoler.

Langebæks Overdrev, der lå langs Kalvehavelandevejen øst for Skovhusevej blev mere og mere beboet. Møllevej er Langebæk by. Langebæks beboere rykkede også ind på Skyttemarken.

I 1880-90 var der dog ikke flere husstande end i 1860; men så blev Kalvehavebanen etableret i 1896 med Stensved Station. Stensved blev en Stationsby. Nu tog udviklingen fart.

Stensved Mejeri var etableret i 1891. 60 år senere kom Mejeriet Fremtiden til. Der var også kommet et afholdshotel til. Det blev i 1909 overtaget af Valdemar Olsen, der vendte hjem til sin fødeegn. Han satte nu gang i hotellet med biograf med mere.

Senere er der etableret flere parcelhuskvarterer.

Historien er skrevet af Vagn B. Nielsen med udstykningskort og folketællinger som kilde.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *