Kongeleddet

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Kongeleddet

 På leddets håndhuggede granitsten bemærkes kongekronen og årstallet 1843. Enevældens kongepar, Caroline Amalie og Christian VIII, besøgte bl.a. Petersgård 17. juli 1843 under en rejse på vej til badeøen För i Sleswig-Holstein. Rejsen skulle gå over Vordingborg, Møn og Lolland. Forholdet til enevældens sidste kongepar var særdeles spændt, også i Sydsjælland. Og landet var præget af demonstrationer for den frie forfatning, som første opnås i marts 1848. Kongeparret havde nok helst gjort denne rejse anonymt. Herom beretter den meget kongetro Mernpræst, Peder Rørdam, til den lige så kongetro ven og læremester, N.F.S. Grundtvig: “I går var kongen og dronningen i Vordingborg, men det var dødt og kedeligt. Der lød ikke et hurra, ikke et kny, og der var meget få mennesker. Det eneste, der lignede noget var, at alle Udbybønderne kom ridende foran kongens vogn og slog kreds omkring ham, da han stod af. Det var tydeligt, at der intet hoveri var den mandag, og det var dem en glad dag i Deres (dvs. Grundtvigs) gamle sogn. Det stødte også folk, at det kun var kammerherrer, jægermestre og nogle godsejere, som var kaldt til taffels. Af præster var der faa – ikke engang den lokale provst Nielsen i Langebæk kom med. Nej! Da priser jeg Fabricius til Pedersgaard, thi han og fruen blev hjemme, men sendte 6 skjønne fuxer til at trække den kgl. vogn, mens flere kammerherrer, der var med til taffels, lod deres konge “age med plovøg”. “. – Og Peder Rørdam fortsætter: “Og endnu kedeligere blev det i Stege. Ingen mødte op til en ordentlig hyldning. Byrådet klappede kassen i, og borgmesteren måtte tage af egen lomme til en ussel pyntning af byen. Et helt regiment dragoner var udkommanderet til at værne om majestæterne, men tænk! Borgerne ville ikke se kongelige dragoner i byen – hvorfor hele regimentet måtte indkvarteres usselt og ude hos bønderne. Ligeledes her i Stege var det kun nogle “skidne bondeøg”, der trak den kongelige vogn – i den mennesketomme by – og alle herremænd og fruer på Møn holdt sig helt væk….”. Granitstenen kan stadigvæk ses ved Petersgård.