Mallings Kløft

MALLINGS KLØFT

Mallingas kløft

Et naturområde, en smeltevandsdal, ved vejen mellem Vestenbæk og Stensby. Gennem kløften løber en bæk, der i århundreder har dannet de skrænter, der i dag er bevokset af en blanding af alle mulige løvtræer og stedsegrønne træer. Ved indgangen til Kløften kan endnu ses rester af en større tidligere 4-længet gård, hvor man på gavlen af bygningen kan se årstallet 1844 og forbogstaver, der fortæller, at det var en familie “Malling”, der ejede gården fra 1774 til 1844.

Stensbygård hed oprindelig “Vrangsgården”. Den blev revet ned og erstattet af den nuværende gård i 1872 af arkitekten August Klein og har været i familien Reimanns eje siden 1923.

Går man gennem Kløften finder man rester af én af de 5 vandmøller, der engang var drevet af vandet fra vandløbet og fra den store møllesø, der ses på den modsatte side af vejen.
Der har ligeledes ligget én af de “Polakkaserner”, der tidligere husede de polske roepiger og landarbejdere, der var uundværlige for tidligere tiders roedyrkning. I dag tilhører arealerne godset “Stensbygård”.
Helt nede ved vandet, Storstrømmen/Bøgestrømmen ligger det såkaldte “Tehus”, som er et lille bindingsværkshus, som er sommerhus for godsejerfamilien.
I nyere tid har man ændret på vandløbene og søen for at give fiskene bedre muligheder for opdræt og føde.

Skrevet af Geert A. Nielsen