Stensved Andelsmejeri

 

STENSVED ANDELSMEJERI

Den 30. januar 1891 blev der holdt møde hos høker P. Andersens enke i Stensby, hvor mulighederne for at oprette et andelsmejeri blev drøftet. Allerede samme år den 7. februar kunne man holde stiftende generalforsamling, en bestyrelse på 11 blev valgt, gdr. N.E. Rasmussen blev formand (indtil 1914). Den 23. august stod det færdige mejeri færdigbygget og færdigmonteret. Mejerist, Peder Christensen, Sipperup, blev mejeribestyrer, og der var indkøbt vogne til de 7 ruter. 786 køer skulle forsyne mejeriet med råvaren. 3 store leverandører kom til: Langebækgård i 1893, Petersgård i 1900, Stensbygård i 1901. I 1938 blev mejeriet delt i 2. De store leverandører byggede deres eget mejeri: Fremtiden – dette mejeri levede kun til 1943, hvor det blev solgt til “Enigheden” i København. Det gamle andelsmejeri havde i 1930: 250 leverandører med ca 1200 køer, heraf 4 med over 20 køer, 150 med 4 køer eller derunder. Der var kulfyring og elektrisk belysning. Der blev produceret 141.000 kg smør. ost produceres ikke. Der sælges 5800 kg smør hjemme, resten til grossist. Personale i 1930: 1 mejeribestyrer, 2 mejerister, 1 elev, 1 prøveudtager, 1 kusk, leverandørernes 12 kuske. Det gamle andelsmejeri blev nedlagt i 1960, og mælken derefter leveret til “Fremtiden” eller til Ørslev mejeri. – Bygningen sidenhen brugt til forretning og beboelse.

“V.D. 9/2-1929

Stensved Andelsmejeri

holdt Lørdag Aften Generalforsamling. Formanden, Gdr. H.P. Iversen, Vestenbæk, aflagde Beretning om Virksomheden, og Mejeribestyrer Sørensen oplæste Regnskabet, der balancerede med 573,636 Kr. Der er indvejet 3,366,478 kg Sødmælk.

Til Bestyrelsen valgtes Forpagter Jens Andersen, Stensby, Gdr. F. Jensen, Høghsgaard, Skovbetjent Grothe, Stensby Linie, Gdr. Jacob Hansen, Skovhuse, og Pclst. Søren Andersen, Stensby Mark.

Til Revisorer valgtes Alfred Hansen, Skyttemarken, og L.P. Christiansen, Stensby Linie.

Efter generalforsamlingen, der var godt besøgt, var der Kaffebord og Dans.”