Viemose Forsamlingshus(e)

VIEMOSE FORSAMLINGSHUS(E)

 

I 1905 fik Viemose sit første forsamlingshus. Det blev bygget på matr. nr. 38a, på enkefru Knudsens ejendom. Bestyrelsen bestod af 7 medl. med fisker Carl Hansen, Kalvehave, som formand og gdr. Frederik Larsen som kasserer. Der var tegnet 182 garanter med samlet garantisum på 7.635 kr. – På næste generalforsamling ville 28 melde sig ud igen. Deres begæring blev afslået. Forsamlingshuset stod færdigt 18. okt. 1905. De prosterende garanter førte sag, vandt og blev slettet af aktionærlisten. Kalvehave gymnastikforening lejede sig straks ind. Prisen var 20 kr. for en vinter plus 10 kr. for gymnastikopvisningen, – I årenes løb er huset brugt til: husflidsforeningen, sangforeningen, dans, folkedans, dillettantkomedie, filmforestilling, politiske møder, foredrag, private fester m.m. – De protesterende opførte deres eget forsamlingshus i 1905, som imidlertid i 1922 blev solgt til en kreaturhandler. Det førstnævnte forsamlingshus bestod til 1974, hvor det blev solgt til restauratør, Charles Mikkelsen. I beg. af 1980erne blev det købes overtaget af Langebæk kommune, og med Folke i spidsen har det siden været drevet som “Medborgerhus”. – Folkecafe og mange kulturelle arrangementer finder i dag sted i det populære Viemose forsamlingshus.

VORDINGBORG DAGBLAD 20. OKTOBER 1905

Viemose Forsamlingshus er nu efter endt opførelse afleveret til Bestyrelsen for Aktieselskabet og vil sidst i næste uge blive indviet ved en Festlighed.

Bygningen præsenterer sig just ikke i nogen særlig arkitektonisk Pragt, set udvendig fra, men den er temmelig praktisk indrettet, hvad det indvendige angaar. Her findes stor Sal med balkon, en mindre Scene samt forskellige værelser, dels til Aktionærernes Brug og dels til Værtens Brug.

Desuden findes i Baghuset Stald m.m. Det hele er just ikke saa komfortabelt som Kallehave østre Sogns Samlingshus, men er til Gengæld betydeligt billigere.

Indvielsen fandt sted Fredag den 27 oktober 1905

Smed Hans Jensen talte for Banemester Berthelsen, der som tilsynshavende ved begge Bygninger havde haft et stort Arbejde.

Som vært i Viemose Forsamlingshus blev antaget Skorstensfejer Martin Petersen af Kallehave.